Der er opstået en genre på LinkedIn: Den velformulerede AI-skepsis.

Argumentet lyder omtrent sådan: AI-tekster er middelmådige. De mangler sjæl. De kan aldrig måle sig med de store forfattere.

Og ja, hvis du beder ChatGPT om at skrive et digt, får du noget, der ligner et digt. Men det er fladt. Tomt. Dårligt.

Det er ikke, fordi AI er inkompetent. Det er, fordi du lige har prøvet at slå et søm i med en skruetrækker.

Kritikken af AI bygger på en falsk præmis: At processen er “Skriv noget om X” → Publicer.

Jeg har gjort det. Men jeg har også lært, at det sjældent fører til noget godt.

Når jeg bruger AI, er det en dialog. En sparring.

Jeg spørger, modellen svarer. Jeg justerer. Forkaster. Starter forfra.

Nogle gange bruger jeg ti procent. Andre gange tager jeg det hele. Måske én formulering. Måske bare en idé. Måske rammer den plet. Og så trykker jeg “kopiér”, som om det var min egen.

AI skriver ikke teksten. Jeg gør.

AI mærker ikke noget. Det skal jeg.

Kritikerne siger, at AI mangler empati og timing. Det gør den. Men det gør en hammer også. Alligevel bygger vi huse, der holder i generationer.

Værktøjet er ikke problemet. Det er den, der bruger det forkert.