De fleste kender følelsen. Du har haft en god samtale med ChatGPT, fundet frem til en brugbar tekst eller en solid idé – og så forsvinder den i en endeløs liste af tidligere chats. Næste gang starter du forfra. Igen.
Projekter i ChatGPT løser det problem.
Hvad er et projekt i ChatGPT?
Et projekt er et afgrænset arbejdsrum i ChatGPT, hvor du samler alt, der hører til en bestemt opgave eller et specifikt arbejdsområde. Du kan:
- uploade filer
- skrive faste instruktioner
- føre samtaler, der knytter sig til samme opgave
Tænk på det som en mappe, der ikke bare opbevarer dit materiale, men også sætter faste rammer for, hvordan ChatGPT arbejder med opgaven.
Tre ting, projekter kan
- Arbejde ud fra faste præferencer
Du kan give projektet en instruktion, der gælder for alle samtaler i projektet.
Det betyder, at du ikke skal gentage de samme krav hver gang. Du kan én gang skrive, at du vil have korte sætninger, dansk sprog og en uformel tone – og så tager ChatGPT højde for det i alle samtaler i projektet. - Bruge dine filer aktivt
Du kan uploade dokumenter, som ChatGPT inddrager, når du stiller spørgsmål.
Det kan være en kommunikationsstrategi, en tone of voice-guide eller eksempler på tekster, der rammer rigtigt. ChatGPT læser materialet og bruger det som grundlag for sine svar.
I gratisversionen er du begrænset til fem filer pr. projekt. Det er ofte nok til at komme i gang, men kan hurtigt blive en flaskehals, hvis du arbejder med større opgaver. - Samle samtaler ét sted
Alle samtaler i et projekt ligger samlet.
Du slipper for at scrolle gennem hundredvis af chats for at finde den, hvor du arbejdede på nyhedsbrevet. Den ligger i nyhedsbrev-projektet.
Sådan bruger jeg selv projekter i ChatGPT
Jeg har blandt andet et projekt dedikeret til mine LinkedIn-opslag om AI til kommunikationsfolk.
I projektet har jeg uploadet tre ting:
- en masterprompt, der beskriver, hvordan ChatGPT skal arbejde – herunder stil, tone og krav til længde
- min tone of voice-guide med de sproglige principper, jeg skriver efter
- eksempler på opslag, der har klaret sig godt på LinkedIn
Når jeg starter en ny samtale i projektet, kender ChatGPT allerede rammerne. Jeg behøver ikke forklare konteksten igen. Jeg kan gå direkte til idéudvikling eller tekstskrivning.
Det gør arbejdet hurtigere. Og resultaterne er mere ensartede.
Hvornår giver projekter i ChatGPT mening?
Projekter egner sig til opgaver, du vender tilbage til regelmæssigt, og hvor det er en fordel, at ChatGPT arbejder ud fra en fast kontekst.
For eksempel:
- nyhedsbreve med fast struktur og tone
- SoMe-indhold til en specifik kanal
- tekster, der skal følge en bestemt stilguide
- løbende research og idéudvikling inden for ét fagområde
- større opgaver som artikler, rapporter eller årsmagasiner
Hvis du derimod har brug for et hurtigt svar på et enkeltstående spørgsmål, giver et projekt sjældent mening. Her er en almindelig chat ofte hurtigere.
Sådan gør du
Du finder projekter i venstre side af ChatGPT-vinduet. Klik på “Nyt projekt”, giv det et navn, skriv en instruktion og upload de filer, ChatGPT skal kende til.
Start med ét projekt til en opgave, du arbejder med jævnligt. Når du oplever værdien af at have konteksten på plads fra start, kommer de næste projekter af sig selv.
Du kan løbende tilføje nye filer, justere instruktionen og skærpe rammerne, efterhånden som du lærer, hvad der virker. Over tid bliver projektet mere præcist tilpasset din måde at arbejde på.
Læs mere
OpenAI’s beskrivelse af projektker