Sådan laver du dit eget masterprompt

Vil du have, at dine AI-værktøjer giver dig de mest relevante svar? Så fortæl dem, hvem du er, og hvad du arbejder med ved hjælp af et såkaldt masterprompt. Lav din egen, gem den som PDF, og brug den i dine projekter – uanset om du arbejder med ChatGPT, Claude, Gemini eller andre sprogmodeller.

Når du får et skævt svare, skyldes det ofte manglende kontekst

Jo mere en sprogmodel ved om dig, din rolle og dine præferencer, desto bedre svar får du tilbage. Den bruger din kontekst til at forstå, hvad der er relevant, og hvordan du ønsker tingene formidlet. Det er præcis det, et masterprompt gør.

Jeg begyndte selv at bruge masterprompts for at få mere konsistente og brugbare svar i mit arbejde.

Tidligere brugte jeg tid på at forklare de samme ting igen og igen: min tone, mine målgrupper, mit formål. Og hvis jeg ikke gjorde, så fik jeg ofte nogle halvdårlige svar.

Efter jeg samlede det hele i ét dokument, blev mine resultater markant bedre. Mine AI-værktøjer rammer nu min stil langt oftere i første forsøg – og jeg sparer tid på redigering.

Hvad er et masterprompt?

Et masterprompt er din personlige brugsanvisning til din sprogmodel (for eksempel ChatGPT). Et dokument, der for eksempel beskriver:

  • hvem du er
  • hvad du arbejder med
  • hvad der interesserer dig
  • hvordan du vil have tonen og sproget
  • hvilke formater du typisk skriver
  • og hvilke regler ChatGPT skal følge

Når sprogmodellen kender din stil og dine mål, bliver resultatet mere præcist, professionelt og brugbart – uanset om du skriver artikler, nyhedsbreve eller opslag.

Måske du skal have flere masterprompts?

De fleste af os har ikke kun én rolle. Derfor giver det mening at have flere masterprompts – ét til hver del af dit liv eller arbejde.

Jeg har for eksempel:

  • Per som kommunikationsperson – hvor tonen er saglig og faglig
  • Per, der skriver og underviser om AI til kommunikationsfolk – mere personlig og rådgivende
  • Per, der søger rejseinspiration – nysgerrig og fortællende
  • Private Per – der spørger om alt fra opskrifter til en rift på armen


Når jeg skifter mellem dem, får jeg svar, der passer bedre til konteksten.

Sådan laver du dit masterprompt

Et masterprompt er i virkeligheden nemt at lave:

Beskriv kort hvem du er, hvordan du skriver, hvad du bruger AI til, og hvilke regler den skal følge.

Når du har det på plads, gemmer du teksten som PDF og bruger den i dit foretrukne værktøj. Forskellige platforme håndterer det lidt forskelligt:

  • ChatGPT: Upload din PDF til et projekt, så husker modellen dig hver gang du arbejder der
  • Claude: Tilføj din PDF til et projekt eller upload den direkte i chatten
  • Gemini: Upload filen i en ny chat eller gem den i din Google Drive til gentagen brug

Hvis du vil have hjælp til at skrive dit masterprompt trin for trin, kan du hente min færdige prompt, der guider dig hele vejen og automatisk bygger dit eget masterprompt.

Sådan bruger du det i hverdagen

Når du starter en ny samtale, er det en god idé at dele dit masterprompt som det første. Du kan enten:

  • kopiere hele teksten ind i chatten, eller
  • uploade det som en fil i chatten, så AI’en automatisk kender din baggrund

Herefter kan du skrive:

“Brug mit masterprompt som baggrund for denne opgave.”

Det sikrer, at værktøjet husker din tone, stil og arbejdsform, uanset om du skal skrive et nyhedsbrev, udvikle ideer eller planlægge et oplæg.

Relaterede artikler

AI for kommunikationsfolk

Få min gratis guide:
Bedre sprog med ChatGPT

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og modtag guiden, der hjælper dig med at få ChatGPT til at skrive klart, enkelt og mere naturligt på dansk. 

I nyhedsbrevet får du korte tips om AI, praktiske eksempler og inspiration til, hvordan du kan bruge ChatGPT i dit kommunikationsarbejde.